BUSCAR POETAS (A LA IZQUIERDA):
[1] POR ORDEN ALFABÉTICO NOMBRE
[2] ARCHIVOS 1ª, 2ª, 3ª, 4ª, 5ª 6ª 7ª 8ª 9ª 10ª 11ª 12ª 13ª 14ª 15ª 16ª 17ª 18ª 19ª 20ª y 21ª BLOQUES
[3] POR PAÍSES (POETAS DE 178 PAÍSES)

SUGERENCIA: Buscar poetas antologados fácilmente:
Escribir en Google: "Nombre del poeta" + Fernando Sabido
Si está antologado, aparecerá en las primeras referencias de Google
________________________________
Mostrando entradas con la etiqueta DINAMARCA. Mostrar todas las entradas
Mostrando entradas con la etiqueta DINAMARCA. Mostrar todas las entradas

miércoles, 23 de julio de 2014

PETER-CLEMENT WOETMANN [10.734]



Peter-Clement Woetmann

Peter-Clement Woetmann, DINAMARCA, nacido en 1985, se estrenó con el poemario Por suerte ha desaparecido el bosque (Heldigvis er skoven blevet væk) en 2005. En 2006 terminó sus estudios en la Escuela de Escritores de Copenhague. Su segundo libro, Mi Pompeii interior (Mit indre Pompeii), apareció en 2010.




D


Peter-Clement planta un árbol

Pierdo el habla cada vez que ella eructa

y hoy babea el cielo
con una linterna de bolsillo escondida en algodón

a veces no decimos nada
pero no cuando es verano.

Su boca es afilada como las montañas sobre las nubes

ay no
ay no ay no

El sujetador trata de golpear al mundo
como un boxeador con ojos de piel
y un ombligo que dice ¡eh! y que es hondo

es verano pero llueve
en medio del cuarto están colgados los calcetines desgastados
están mojados y tienen que secarse

debemos esperar un poco más.

Toca mi frente diciendo que es gracioso
que no me haya ido todavía

y tal vez tenga un pelo de tonto
pero hay tantos que lo tienen

y a algunos nunca se lo cortan

En el cuerpo ha derramado un jersey amarillo

como las hojas del árbol cuando parecen
llamas cansadas.

Es sábado y ella inspira el estado atmosférico
de las nubes
que suben la cremallera de la barriga
y caen violentamente del cielo

ella está más desnuda que mi cabeza redonda
que está llena de barba
y pelo.

Entonces vuelve a pasar como tantas veces antes:

desenrolla la lengua y pienso
que los labios son globos como ojos
que reviento y amo

la manera en que eructa
con la mano tapando la boca.

ahora sucede otra vez
sólo aquí cuando pienso:

dentro de poco vamos a follar

dentro de poco mi ecuación estará confusa.

De Heldigvis er skoven blevet væk (Por suerte ha desaparecido el bosque)







La palabra mágica

Si se me permite:

El cono de luz larguirucho del flotador
vi puertas en el agua

vaporizada eléctrica.   

¡Soy un hueco sin alas!  

De Heldigvis er skoven blevet væk (Por suerte ha desaparecido el bosque)

|Traducción: Lars Troels Møller








Peter Clement planter et træ

Jeg taber mælet hver gang hun bøvser

og i dag savler himlen
med en lommelygte gemt i vat

nogengange siger vi ingenting
men ikke når det er sommer.


Hendes mund er spidset til som bjerge over skyerne


åh nej
åh nej åh nej


bh’en slår ud imod verden
som en bokser med øjne af hud
og en navle der siger hov og er dyb


det er sommer men det regner
midt i rummet hænger slidte sokker
de er våde og skal tørre

vi må vente lidt endnu.

Hun rører min pande og siger det er skægt
jeg ikke er gået endnu

og jeg er måske nok tabt bag en vogn
men det er der så mange der er

og nogle bliver også kørt over.



På kroppen har hun spildt en trøje der er gul

som træets blade når de ligner
trætte flammer.


Det er lørdag og hun trækker vejret
ud af skyerne
der lyner maven op
og falder voldsomt ned fra himlen

hun er mere nøgen end mit runde hoved
som er fuld af skæg
og hår.


Så sker det igen som så ofte:


Hun ruller tungen ud og jeg tænker
at læber er balloner som øjne
jeg sprænger og elsker


den måde hun bøvser
med hånden for munden.



nu sker det igen
bare her hvor jeg tænker:


om lidt skal vi bolle

om lidt er min ligning forvirret.


Af Heldigvis er skoven blevet væk


Det magiske ord

Hvis jeg må have lov:

Baderingens ranglede lyskegle
jeg så døre i vandet

forstøvet elektrisk.

Jeg er et hul uden vinger!

Af Heldigvis er skoven blevet væk

Peter-Clement Woetmann (f. 1985) udgav sin første digtsamling Heldigvis er skoven blevet væk i 2005 og blev færdig ved Forfatterskolen i København det følgende år. Sidst er udkommet Mit indre Pompeii  i 2010.


D


Peter-Clement planta un arbre

Perd la parla cada vegada que ella eructa

i avui baveja el cel
amb una llanterna de butxaca amagada en cotó

de vegades no diem res
però no quan és estiu.


La seua boca té la forma cònica de les muntanyes per sobre dels núvols


ai no
ai no ai no


El sostenidor intenta colpejar el món
com un boxador amb ulls de pell
i un melic que diu ep! i que és profund


és estiu però plou
enmig de l’habitació estan penjats els mitjons desgastats
estan mullats i s’han d’eixugar

cal esperar una mica més.


Toca el meu front i diu que és graciós
que no me n’haja anat encara

i tal vegada no la sé molt llarga
com tants d'altres

i alguns d'ells ni ho saben



Sobre el cos ha vessat una samarreta groga

com les fulles de l’arbre quan semblen
flames cansades.



És dissabte i ella inspira l’oratge
dels núvols
que tanquen la cremallera de la panxa
i cauen dramàticament del cel

ella està més despullada que el meu cap rodó
ple de barba
i cabells.


Aleshores torna a passar com tantes vegades abans:


desenrotlla la llengua i pense
que els llavis són globus com ulls
que rebente i estime


la manera en què eructa
amb la mà tapant la boca.



ara s'esdevé una altra vegada
tot just ací quan pense:


aviat cardarem

aviat la meua equació estarà confusa.

De Heldigvis er skoven blevet væk (Per fortuna ha desaparegut el bosc)


La paraula màgica

Si se’m permet:

El con de llum esprimatxat del flotador
vaig veure portes en l’aigua

vaporitzada elèctricament.   

Sóc un buit sense ales!  

De Heldigvis er skoven blevet væk (Per fortuna ha desaparegut el bosc)


Peter-Clement Woetmann, nascut el 1985, va publicar el seu primer recull de poemes Per fortuna ha desaparegut el bosc (Heldigvis er skoven blevet væk) el 2005. El 2006 va acabar els seus estudis a l’Escola d’Escriptors de Copenhaguen. El seu segon llibre, El meu Pompeii interior (Mit indre Pompeii), es va editar el 2010.

|Traducció de Joan Navarro a partir de la versió espanyola de L. T. M.


D


Peter-Clement plants a tree

I’m speechless every time she burps

and today the sky is drooling
with a torch hidden in cotton

sometimes we say don’t say anything
but not when it’s summer.


Her mouth is pointed like mountains over the clouds


oh no
oh no oh no


The bra lashes out against the world
like a boxer with eyes of skin
and a navel that says oops and is deep


it’s summer but it rains
in the middle of the room worn socks are hanging
they’re wet and must dry

we’ll have to wait a little longer.


She touches my forehead and says it’s funny
I haven’t left yet

and perhaps I’m not all there
but that can be said about so many others

and some are never found again.



On her body she’s spilled a shirt which is yellow

like the leaves of the tree when they look like
worn-down flames.



It’s Saturday and she draws her breath
out of the clouds
they unzip the gut
and fall violently from the sky

she’s more naked than my round head
which is full of beard
and hair.

Then it happens again like so often before:


she roles out her tongue and I’m thinking
that lips are balloons like eyes
I burst and love


the way she burps
her hand covering her mouth.



now it’s happening again
just here where I’m thinking:


in a moment we’ll fuck

In a moment my equation is confused.

From Heldigvis er skoven blevet væk (Luckily the Forest Has Disappeared)


The magical word

If I may:

The gangling cone of light of the swimming ring
I saw doors in the water

atomized electrically.

I am a hole without wings!

From Heldigvis er skoven blevet væk (Luckily the Forest Has Disappeared)


Peter-Clement Woetmann (born 1985) published his first poetry collection Heldigvis er skoven blevet væk (Luckily the Forest Has Disappeared) in 2005 and finished his studies at the Writer’s School in Copenhagen the following year. His latest book, Mit indre Pompeii (My Inner Pompeii), was published in 2010.


|Translation: Tage Visholt & Line Marbo Haagh


D


Peter Clement planta uma árvore

Perco a fala cada vez que ela arrota

e hoje o céu baba
com uma lanterna encoberta por algodão

às vezes permanecemos calados
exceto quando verão.


Sua boca é pontiaguda como montanhas além das nuvens


ai não
ai não ai não


O sutiã soca o mundo
como um pugilista com olhos de pele
e um umbigo que diz opa e é profundo


é verão mas chove
no meio do cômodo meias gastas penduradas
estão molhadas e precisam secar

teremos de esperar um pouco mais.

Ela toca minha testa e diz é engraçado
que eu ainda não tenha ido embora

e talvez eu esteja mais perdido que cego em tiroteio
mas isso se aplica a muitos outros

e alguns nunca descobrem onde estão.




No seu corpo ela deixou cair uma blusa amarela

como as folhas da árvore quando parecem
chamas vencidas pela exaustão.


É sábado e ela inspira
a atmosfera das nuvens
que abrem o zíper das tripas
e caem violentamente do céu

ela está mais nua que minha cabeça redonda
cheia de barba
e cabelo.


Então acontece de novo como de costume:


Ela desenrola sua língua e penso
que lábios são bolas de encher como olhos
que arrebento e amo


a maneira como ela arrota
a mão cobrindo a boca.



Agora acontece de novo
bem aqui onde penso:


num instante vamos foder

num instante minha equação estará confusa. 

De Heldigvis er skoven blevet væk  (Por sorte a floresta desapareceu)


A palavra mágica

Se me permitem:

O desengonçado cone de luz da boia
vi portas na água

atomizada eletricamente.

Sou um buraco sem asas!

De Heldigvis er skoven blevet væk  (Por sorte a floresta desapareceu)


Peter-Clement Woetmann nasceu em 1985. Em 2005 lançou Heldigvis er skoven blevet væk  (Por sorte a floresta desapareceu) Em 2006 formou-se pela Escola de Escritores de Copenhague. Publicou seu segundo livro, Mit indre Pompeii (Minha Pompeia Interna) em 2010.

|Tradução: Diana de Hollanda


http://seriealfa.com/alfa/alfa52/PCWoetmann.htm




OLGA RAVN [10.733]




Olga Ravn

Olga Ravn, DINAMARCA nacida en 1986, diplomada por la Escuela de Escritores de Copenhague, ha publicado su poesía en varias revistas y diversas antologías. Es crítica literaria del periódico danés Information y de la revista Femina. 




D


Estreno

Siempre el
mismo breve poema desaliñado
sobre el anorak negro de mi madrastra
y de cómo me colgaba de
la falsa y larga piel
Así sus pómulos
aún años después de verla por última vez
los recuerdo como
se recuerda la sensación de
una ciruela fresca en la boca.


Al principio era sólo un niño pequeño
pero en esta foto hay muchos
vestidos de rojo y con encajes franceses

En la copa de la fina capucha
vio un pequeño bosque
juntar sus manos enfermizas
sobre todo lo que dejamos atrás en el viaje
sobre una vejiga roja y sensible


Nos acostamos juntos

La señora negra
su hijo negro
el pelo negro la lengua negra

aquí viene la mañana fría
no sé si me quedo ¿Vienen
a recogerme hoy?

El té es de color melocotón y aguanta el aliento
junto a un escritorio
vuelto hacia la ventana
y soy yo:
Tengo una lila mojada en la mano.


Allí estás tú
sonriendo tu sonrisa en la cima del arrecife.
Viento en tu cabello. Estoy un poco triste.
No sé qué decir. Hay un
cuerpo extraño. Algo majestuoso. Una
perla, un amuleto. Una fruta cerámica.
Robo las diapositivas de las fotos
que Jeppe tomó de ti desde su búnker.
Me despierto, intento escapar.
Me acuerdo de ti. Me
acuerdo de ti. No lo dudes.


Svanemølleværket
y la estación de Nordhavn
son tus
ex novias de cemento grande

Ahora has vuelto a escribir sobre
verduras

y sobre la zona de alrededor de Marmorkirken
y Glyptoteket

te gustan
las estatuas

Ya no quiero verte más

No llegan más veranos
con groselleros y
martirio

|Traducción: Lars Troels Møller






Debut

Altid det
samme lille nussede digt
om min stedmors sorte anorak
hvordan jeg hang mig i
den falske langhårede pels
Hvordan hendes kindben
stadig år efter jeg sidst så hende
jeg husker dem som
man husker fornemmelsen af
en kølig blomme i munden.


I begyndelsen var han kun en lille dreng
men her på billedet er der mange
iklædt rødt og franske kniblinger

I den fine hovedbeklædnings puld
så han en lille skov
samle sine svagelige hænder
om alt det vi rejste fra
om en følsom rød blære


Vi går i seng med hinanden

Den sorte dame
hendes sorte søn
det sorte hår den sorte tunge

her kommer den kolde morgen
jeg ved ikke om jeg bliver, bliver jeg
hentet i dag?

Te er ferskenfarvet og holder vejret
ved et skrivebord
vinduevendt
og det er så mig:
Jeg holder en våd syren i hånden.


Der står du og
smiler dit smil på toppen af revet. Der er
vind i dit hår. Jeg er lidt sørgelig til mode.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Der er et
Fremmedlegeme. Noget majestætisk. En
perle, en amulet. En keramisk frugt.
Jeg stjæler lysprøverne på de billeder
Jeppe har taget af dig fra sin bunker.
Jeg vågner, jeg prøver at undslippe.
Jeg kan godt huske dig. Jeg kan godt
huske dig. Det skal du ikke være i tvivl om.


Svanemølleværket
og Nordhavn Station
er dine
ekskærester i stor cement

Nu har du igen skrevet om
Grøntsager

og om området omkring Marmorkirken
og Glyptoteket

du holder af
statuer

Jeg vil ikke se dig mere nu

Der kommer ikke flere somre
med ribsbuske og
martyrdom



Olga Ravn (f. 1986) er uddannet fra Forfatterskolen i København og har udgivet sine digte i flere forskellige tidsskrifter og antologier. Hun anmelder litteratur i dagbladet Information og i Femina.


D


Estrena

Sempre el
mateix breu poema descurat
sobre l’anorac negre de la meua madrastra
i de com em repenjava de
la falsa i llarga pell
Així els seus pòmuls
encara anys després de veure-la per última vegada
els recorde com
es recorda la sensació d’una
pruna fresca en la boca.


Al principi era només un nen petit
però en aquesta foto n'hi ha molts
vestits de roig i amb puntes franceses

En la coroneta de la fina caputxa
va veure un petit bosc
ajuntar les seues mans dèbils
al voltant de tot el que hem deixat enrere
al voltant d'una bufeta roja i sensible


Ens anem al llit tots plegats

La senyora negra
el seu fill negre
el cabell negre la llengua negra

ací arriba el fred matí
no sé si em quede Vénen
a recollir-me avui?

El te és de color préssec i conté la respiració
vora un escriptori
davant de la finestra
i així és com sóc jo:
Tinc una lila mullada a la mà.


Allí estàs tu
somrient el teu somriure al cim de l’escull.
El vent en els teus cabells. Estic una mica trist.
No sé què dir. Hi ha un
cos estrany. Quelcom majestuós. Una
perla, un amulet. Una fruita de ceràmica.
Furte els negatius de les fotos
que Jeppe va fer de tu des del seu búnquer.
Em desperte, prove d’escapar.
Me'n recorde de tu. Me'n
recorde de tu. No ho dubtes.


Svanemølleværket
i l’estació de Nordhavn
són les teues
enormes ex núvies de ciment

Ara has tornat a escriure sobre
verdures

i sobre la zona al voltant de l'Església de Marbre
i de la Gliptoteca

t’agraden
les estàtues

Ja no vull veure’t més

No hi haurà més estius
amb ribers i
martiri


Olga Ravn, nascuda el 1986, diplomada per l’Escola d’Escriptors de Copenhaguen, ha publicat la seua poesia en diverses revistes i antologies. És crítica literària del periòdic danès Information i de la revista Femina. 

|Traducció de Joan Navarro a partir de la versió espanyola de L. T. M.


D


Début

Always the
same little untidy poem
about my stepmother’s black anorak
how I hung on to
the long-haired faux fur
How her cheekbones
still years after I last saw her
I remember them like
you remember the feeling of
a cool plum in your mouth

In the beginning he was just a little boy
but in this photo there are many
wearing red and French lace

In the fine crown of the headgear
he saw a small forest
tightening its weak hands
around all that we left behind
around a sensitive red blister.

We sleep together

The black lady
her black son
the black hair the black tongue

here comes the chilly morning
I do not know if I will stay, will I be
picked up today?

Tea is peach coloured and holds its breath
by a writing desk
facing the window
and so this is me:
I’m holding a wet lilac in my hand.

There you stand
smiling your smile at the top of the reef. The wind is
softly pulling your hair. I feel a little sad.
I don’t know what to say. There’s
a foreign body. Something majestic. A
pearl, an amulet. A ceramic fruit.
I‘m stealing the negatives of the photos
Jeppe has taken of you from his shelter.
I wake up, I try to escape.
I do remember you. I do
remember you. Have no doubt about that.

Svanemølleværket
and Nordhavn station
are your
former lovers in heavy concrete

Now you’ve written about
vegetables again

and about the area around Marmorkirken
and about Glyptoteket

you like
statues

Now, I don’t want to see you any more

There’ll be no more summers
with redcurrant bushes and
martyrdom


Olga Ravn (born 1986) was educated at the Writer’s School in Copenhagen and has published her poetry in a variety of magazines and anthologies. She is a literary critic for the newspaper Information and the magazine Femina.

|Translation: Tage Visholt & Line Marbo Haagh


D


Estréia

Sempre o
mesmo desalinhado poema breve
sobre o anoraque negro da minha madrasta
e de como me pendurava na
pele falsa e larga
Assim como suas maçãs do rosto
Anos depois da última vez que a vi
lembro deles como
se lembra da sensação de
uma ameixa fresca na boca.

*

No princípio era só um garotinho
Mas nesta foto há muitos
vestidos de vermelho e com rendas francesas

Na copa do fino chapéu
viu um pequeno bosque
juntar suas mãos fragéis
sobre tudo o que deixamos para atrás
sobre uma bexiga vermelha e sensível

*

Vamos para a cama copular

A senhora negra
seu filho negro
o pelo negro a língua negra

aqui vem a manhã fria
não sei se fico. Vêm
me buscar hoje?

O chá é de cor pêssego e segura o fôlego
junto a um escritório
volto até a janela
e esta ou eu:
Tenho um lilás molhado na mão.

*

Aí estás  
sorrindo teu sorriso em cima do arrecife.
Vento em teu cabelo. Estou um pouco triste.
Não sei o que dizer. Há um
corpo estranho. Algo majestoso. Uma
peróla, um amuleto. Uma fruta de cerâmica.
Roubo os negativos das fotos
que Jeppe tirou de ti do seu búnker.
Desperto, tento escapar.
Lembro de ti. Lembro de ti.
Não duvides.

*

Svanemølleværket
e a estação de Nordhavn
são tuas
ex-namoradas de cimento grande

Agora voltaste a escrever sobre
verduras

e sobre a zona ao redor de Marmorkirken
e Glyptoteket

gostas
das estátuas

Já não quero mais ver-te

Não chegam mais verões
com groselheiros e
martírio


Olga Ravn nasceu em 1986. Formou-se na Escola de Escritores de Copenhague, e tem publicado sua poesia em várias revistas e diversas antologías. É crítica literária do jornal dinamarquês Information e da revista Femina. 


|Tradução: Virna Teixeira






http://seriealfa.com/alfa/alfa52/ORavn.htm